Bras eller bling? Bliv klogere på kvalitet

Når man første gang skal købe rhinsten til et projekt – måske en discodragt, en skøjtekjole eller til rideudstyret – vil man hurtigt opdage, at der er enorme prisforskelle. 5.000-10.000 rhinsten for en flad 50’er lyder tillokkende, ikke? Lad os se på, hvad der ligger bag.

Materiale

Først og fremmest skyldes prisforskellen en forskel i materiale. Rhinsten kan være lavet af enten plastik, glas eller krystal.                           

De ekstremt billige sten fra de kinesiske onlinebutikker er typisk lavet af plastik. Materialet beskrives som ”artificial glass”, ”acryl” eller ”resin”. Det dækker over forskellige fremstillingsmetoder, men er alt sammen en form for plastik. Og plastik skinner – som vi ved – ikke specielt meget. Afhængigt af materialet kan de også med tiden blive gule.

Der findes dog også rhinsten fremstillet i Østen, som er lavet af glas. Hvor plastikstenene er støbt i en form, er glasstenene slebet i facon. Det giver skarpere facetter og mere refleksion. Men hvad er så forskellen på disse sten og f.eks. de eksklusive sten fra Swarovski? Mange tror, at det handler om slibningen, og at rhinstene bare skal have flest mulige facetter. Men en langt vigtigere faktor er kvaliteten af glas, da den er afgørende for, i hvor høj grad rhinstenen reflekterer lys.

Den fineste form for glas er krystal. Før i tiden blev krystal fremstillet ved at tilsætte bly til glasmassen. I dag har de store brands som Preciosa og Swarovski udviklet krystal med ekstrem flot lysrefleksion, som fremstilles uden bly. Også krystal findes dog i forskellige kvaliteter, som afspejles i varens pris.

Forskelle mellem f.eks. Swarovski-krystaller og billigere produkter

1. Glans

Kvalitetskrystallerne skinner simpelthen mere, fordi de er lavet af et bedre og mere lysreflekterende materiale. Ser man dem tæt på, vil krystal af høj kvalitet typisk fremstå lysere. På afstand og f.eks. i scenelys er der en tydelig forskel i shine.

2. Coating

Bruger man rhinsten med coating (som f.eks. Crystal AB), vil man igen se en forskel i shine og refleksion mellem en billig og en dyr vare. Der er en langt flottere glans i kvalitetsstenenes coating. En anden forskel er holdbarhed. På billige rhinsten er coatingen mindre holdbar og bliver ofte mat eller slidt af med tiden og ved vask.

3. Bagside

Kvaliteten på stenenes foliebagside er heller ikke ligegyldig. Foliebagsiden er med til at skabe lysrefleksionen. Desuden forekommer det ofte, at bagsiden på sten af dårlig kvalitet løsner sig, så stenen falder af, og kun bagsiden sidder tilbage.

4. Ensartethed

Hos mærker som Swarovski og Preciosa er der klare standarder for kvalitet. Dvs. stenene vil være ensartede i cut, størrelse og farve fra pakning til pakning. Køber du en 7 år gammel brugt kjole, vil du normalt kunne finde sten i præcis samme farve til at reparere den med. Til en kjole med ”no-name sten” vil det derimod ofte være svært at finde sten i helt samme farve/cut. Sten af ringere kvalitet vil ofte være uens i størrelse, og man vil finde flere sten med fejl og skår. Billige sew-on- sten vil også undertiden have ujævne kanter, ligesom man oftere oplever, at de knækker.

5. Bæredygtighed og sikkerhed

Swarovski og Preciosa gør et kæmpe arbejde for at gøre produktionen af krystaller mere bæredygtig. Især arbejdes der med genbrug af restmaterialer og med at fremstille krystaller uden indhold af bly og cadmium uden at gå på kompromis med refleksion og farvekvalitet. Det samme kan næppe siges om de rhinsten, der kan købes på kinesiske platforme.

6. Design- og udviklingsarbejde

Når de europæiske kvalitetssten er dyrere, skyldes det også det enorme design- og udviklingsarbejde, der ligger bag. Det er klart, at det er billigere blot at kopiere noget, der allerede er udviklet. Det er naturligvis den enkeltes valg, om man ønsker at vise respekt for dette arbejde ved at købe den originale vare.

Vælg efter formålet

Som du kan se, er der mange forskelle på de billige og de dyre rhinsten. Når man skal købe, afhænger valget selvfølgelig også af formålet. Der kan være gode grunde til at vælge en billig løsning. Hvis lille Frida-Amalie på 7 år gerne vil have nogle farvede sten til at lege med, eller hvis man skal pynte et fastelavnskostume, som kun skal bruges en enkelt gang, kan man måske fint klare sig med en billig løsning (bortset fra, at man selvfølgelig også skal overveje, om der er skadelige stoffer i det, barnet leger med, og som hunden og lillebror måske spiser, når nogle sten ryger på gulvet).

Men hvis du har trænet til en dansekonkurrence i månedsvis og fået syet en rigtig flot dragt eller kjole, vil det bare være rigtig ærgerligt at gå på kompromis med stenene, den skal pyntes med. Eller hvis du har brugt 10.000 kroner på brudekjolen, men vælger at få sat plastiksten på neglene. Måske synes du, at de billige sten ser ganske pæne ud ved første øjekast, men når du ser dem ved siden af en kvalitetsvare, er der bare forskel. Skal du senere sælge din brugte kjole, vil det også betyde meget for salgsprisen, om der er kvalitetssten på eller ej.

Til sidst skal man være opmærksom på, at nogle forhandlere kalder det, de sælger, for ”crystals”, selv om deres sten ikke er fremstillet af krystal. I Danmark skriver nogle også ”swarovski-sten”, selv om der ikke er tale om rhinsten af mærket Swarovski. Nogle forhandlere kan have Swarovski-krystaller på lager fra tidligere, men aktuelt er Rhinstene.dk den eneste autoriserede Swarovski-forhandler i Norden.

Alle de rhinsten, vi forhandler hos Rhinstene.dk, er fremstillet i krystal af høj kvalitet, men med forskellige prisniveauer. Vi vejleder dig gerne i at vælge med udgangspunkt i dit budget. Ved nogle varer er forskellen mellem mærkerne lille, ved andre falder den tydeligt i øjnene. Generelt kan man dog sige, at også når det drejer sig om rhinsten, gælder reglen: Du får, hvad du betaler for.

Kvalitet koster – men det er en investering, du ikke vil fortryde.